Jeg så slutningen af Borgen i går. Det gør jeg ellers normalt ikke, men jeg sad med Aksel, der var trist og ville aflede ham lidt med et kig på noget, der måske ville interessere ham: Han synes politik er spændende, så måske kunne jeg lægge en sten til en ny særinteresse? Men så skiftede temaet pludselig: Fra verdensfred til psykisk sygdom.
Særligt lægens replik på den kolde sygehusgang rørte mig. For jeg har selv fået en lignende besked.
”Jeres barn er alvorligt syg. I må lægge jeres liv om.”
Man bliver skamfuld og føler sig utilstrækkelig. Samtidig tænker man ”sikke et fjols, hvad ved han om det?”
For man kan ikke se på børn, hvor meget de lider – heller ikke selvom man er far og mor. Sommetider er det faktisk endnu sværere at se når man er forælder: For det er selve kærligheden, troen og optimismen, der driver værket.
Desværre kan de sløre ens blik og skjule ting som man burde se. Og derfor kan man som far og mor pludselig blive nødt til at acceptere en helt ny virkelighed, en virkelighed, der ligger langt fra hvad man nogensinde har tænkt på. Selvom signalerne har været der.
Krise er når illusionen man lever på hører op.
Det er godt at vi er videre, men også godt at blive mindet om at illusionen stadig lurer og selvom optimismen igen bobler, så er det vigtigt at holde øje med virkelighed.
Måske når jeg at se Borgen igen på søndag, for hvilken løsning vælger den kærlige mor, der med talent og engagement redder tusinder af menneskeliv i sit job? Og hvad skal hun gå igennem for at kunne træffe sit valg?
[...] Jeg vil ikke skrive alle detaljerne her, men bare konstatere at det faktisk står ret slemt til når man vælger at indlægge et barn i psykiatrien. Og at man som forælder bliver tvunget til at se sit barn i et nyt lys. Det blev vi: Ved indgangen til 2011 var vi optimister: ”Nu skal det nok gå!”, men undervejs vågnede vi op til en ny virkelighed. [...]