Det startede med en kronik i Berlingske om ”ADHD boblen”, hvor en psykolog ved navn Korsaa skabte en hel del blæst. Kronikken gjorde ondt på mange for den ramte lige dér, hvor mennesker med ADHD kæmper hårdest: Kampen for at blive forstået og ikke bare at blive set som ”dårligt opdragede” og ”problembørn”.
Senere var der indslag i TV Avisen om den store vækst i medicinering af børn med ADHD (et indslag jeg selv medvirkede i), og sidst i oktober og først i november kritiserede Jyllands Posten ADHD og andre diagnoser i en hel serie af artikler.
Jeg kiggede for nylig i Sverre Hoems ”Håndbog for voksne”, der er en selvhjælpsbog for voksne med ADHD. Den stadig god, selvom den har en del år på bagen. I indledningen tager han fat på en lignende problemstilling, blot med afsæt i situationen for små 10 år siden. Hoem gør sig tanker om ADHD som modediagnose, og mener at det giver mening at der er ”mode” i det, fordi der altid vil være ekstra fokus nye strømninger. Men han beroliger læseren med at det falder til ro når ADHD bliver en accepteret del af hverdagslivet.
I så fald burde den ro vel have indfundet sig?
I novmber sidste år udkom Svend Brinkmands artikelsamling ”Det diagnosticerede liv”, der blandt andet indeholder en artikel om ADHD. Hans bog har som formål at diskutere om udviklingen i psykiatriske diagnoser hjælper os, eller om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere rustet til at klare de opgaver, som et moderne arbejds- og familieliv stiller os. Pointerne i bogen handler om at mange ting som vi er begyndt at se som sygdomme, måske slet ikke er behandlingskrævende.
Hvad synes du?
Har Jyllandsposten og Svend Brinkmann fat i noget og bliver vi faktisk svagelige af at hæfte diagnoser på hinanden?
Er ADHD altid behandlingskrævende?
Ordet er frit!
Væksten i diagnosticeringen af ADHD... vil den fortsætte?
[...] Kommentarer « Er ADHD behandlingskrævende? [...]
Tja
Behandling er jo mange ting
Men desværre kommer behandlingen af ADHD meget og næsten kun til at dreje sig om Medicin
Der er også mange andre muligheder
Feks terapi til voksne
så du kan lære at møde dig selv i det kaos der er i dig og om dig
Jeg er selv ved at uddanne mig til Terapeut ved institut for Gestaltanalyse
hvilket jeg har haft stor glæde af
Så jeg har droppet medicinen, men har nu aldrig brugt den fast
Så start på¨Basis forløbet på Intitutet
Jeg er selv mor til en pige på 7 som for nyligt blev diagnosticeret med Adhd og tourettes syndrom. For vores vedkommende har det været en lettelse at få nogle diagnoser på de forskellige problemer. Specielt for min datter har det klart hjulpet hende at vi har kunnet sætte ord på hvorfor hun gør de ting hun gør. Desværre har jeg enkelte gange mødt den tankegang at Adhd ikke eksisterer og bare er en falsk diagnose i mangel på bedre og fordi min opdragelse har fejlet…?! Til hvilket jeg bare svarer: “Måske mener du det, men jeg har 2 andre børn som ikke fejler noget og er fuldstændigt modsatte af min datter.” Vi er endnu ikke nået til medicin endnu, da jeg gerne vil prøve alternative løsninger, inden for rimelighedens grænser selvfølgelig, fordi jeg mener at der burde være flere pædagogiske/psykologiske tiltag ift behandling sideløbende med medicinering. Og jeg har absolut ikke udelukket at medicin kan komme på tale hos os, specielt når min datter er inde i dårlige perioder med touretten.
Men generelt synes jeg at en diagnose kan være en befrielse at få, ikke fordi den skal fungere som et fripas til at kunne opføre sig som man har lyst, men fordi det kan hjælpe børn/unge/voksne med at finde en ro i at der rent faktisk er en grund til deres opførsel, for de føler sig jo lige så generet af det, som os der står med på sidelinjen. Samtidig gør det, eller rettere, det burde gøre det nemmere at få den hjælp og støtte som der helt klart er brug for til de børn som lider under sygdommene. En diagnose er jo kun et stempel hvis man selv lader det blive det. Dette gælder jo for alle sygdomme – psykiske såvel som fysiologiske.
Kære Aida og Jesper
Tak for jeres kommentarer!
Jeg lærte forleden om selv-acceptens paradoks: At det først er når man kan acceptere sig selv som den man er, at man kan forandre sig selv.
Måske skal vi tale om, hvordan diagnoserne kan lede til mere accept – både hos en selv og hos omgivelserne? (Paradokset må jo også gælde for omgivelserne!) Og tale om, hvordan vi undgår at diagnoserne leder til stempling og dermed ikke-accept.
Kh
Anders
For vores vedkommende kan jeg fortælle at inden vi fik diagnoserne, var min datter berygtet i gården og blandt venners børn, som hende den voldsomme og grænseoverskridende. Små børn løb bogstaveligt talt væk fra hende når hun kom ned i gården. De større børn holdte hende udenfor og generelt blev hun irettesat alt for meget.
Efter vi fik diagnoserne har det alt sammen ændret sig. Hun er blevet lettet for en byrde, for specielt hendes tourette var hun rigtig ked af. Adhd’en har ikke rigtig berørt hende, for hun er desværre hårdest ramt på det adfærdsmæssige, så hun forstår ikke hvorfor hendes voldsomhed er et problem.
Min tilgang til hele denne problematik har været ÅBENHED, ÅBENHED OG HUMOR.
Jeg har altid snakket åbent med hende, både omkring hendes tics og da vi fik Adhd diagnosen også omkring den. Jeg laver meget sjov med hende specielt omkring tics’ene som har været det største problem. Vi har set masser af film fra YouTube og hver gang jeg har støt på nogen som har en eller begge diagnoser som hende, har jeg fortalt hende om dem. Fritidshjemmet kender til hendes diagnoser. Det samme gør skolen selvsagt også og på det første forældremøde i klassen fortalte jeg åbent til forældrene omkring min datters diagnoser. Aftalen med klasselæreren, forældrene og min datter, blev at når hun selv følte at nu var det på tide klassen fik det af vide, ville vi fortælle det.
Der har ikke været nogle problemer omkring det i skolen. Hun er blevet accepteret godt, jeg husker at informere både klasselærer og fritidshjemmet, hvis hun har en rigtig dårlig periode.
Jeg har også valgt at fortælle det i den beboerforening hvor vi bor og til mine naboer. Det har klart afhjulpet en masse. Både fordi, de andre ved at hun skal have ting forklaret lidt anderledes, børnene er blevet mere tålmodige med hende og ignorerer bare når hun bander ad dem i et svagt øjeblik. Det samme gør sig gældende i vores vennekreds.
Nu skal det ikke forstås som at jeg benytter det som en undskyldning. Nej, tværtimod er det en forklaring. Forklaring på hvorfor hun opfører sig så voldsomt nogle gange. Og hvis folk i byen kommenterer på hvorfor jeg står og finder mig i at hun bander ad mig eller hvad hun nu finder på i et raserianfald, så fortæller jeg dem kort at hun ikke kan styre det pga. hendes diagnoser.
Så kan folk tage det som de vil.
Hej igen, Aida.
Ja folk kan tage det som de vil – vi ved bedre! Det er en rigtig sund holdning til det.
Kh
Anders