Bredt forlig om inklusion i Folketinget

Undervisningsministeren kunne forleden annoncere at et bredt flertal af Folketingets partier vil styrke inklusionen i folkeskolen.

Jeg synes det er en god nyhed, for der er brug for at arbejdet med inklusion bliver styrket. Faktisk er det på høje tid at denne dagsorden når Folketinget, for det er 17 år siden Salamanca Erklæringen blev udfærdiget og 14 år siden den blev tiltrådt i Danmark.

I august interviewede jeg børne- og ungdomsborgmester Anne Vang til ADHD Bladet om Københavns nye specialreform. Jeg spurgte, hvorfor det først er nu, at man går igang med at reformere systemet: ”Jeg vil ikke skyde med skarpt på mine forgængere, men emnet har nok ikke haft politisk fokus i København,” sagde hun.

Det samme kunne Christine Antorini måske sige nu, for det er først indenfor de sidste par år, at man i kommunerne er begyndt at interessere sig for inklusion, og det er først for ganske nylig at man er begyndt at diskutere emnet i Folketinget.

Så det er da på høje tid!

Men det er skidt, at motivet først og fremmest er økonomisk: “Specialundervisningsbegrebet skal ændres, så specialundervisningen målrettes de børn, som har størst behov for støtte. Det vil gøre det muligt at bruge pengene og kompetencerne smartere og give større fleksibilitet lokalt til at skabe en bedre folkeskole for alle.” Ordene står i toppen af pressemeddelelsen om lovforslaget.

Da Gladsaxe for år tilbage begyndte at tænke på reform af specialundervisning og rummelighed var ideen født i økonomiafdelingen, og inden den var blevet efterprøvet i virkeligheden blev den gennemført med ændret budgetmodel for skolerne og nye ansvarsområder næsten “overnight”. Det kan være godt at udsætte gamle systemer for rystelser, hvis man vil forandring, men i dette tilfælde har det kostet trivsel for børn, der i det gamle system ville have fået tilbudt gode specialtilbud forholdsvis hurtigt og efter rimeligt objektive kriterier, men som i det nye forblev alt for længe i samme skole, uanset svære trivsels- og indlæringsproblemer.

En økonom jeg kender slog engang fast, at selvom økonomer kan være dygtige til mange ting, så ved de ikke meget om pædagogik.

Og hvis jeg skal pege på én ting, der gik skidt i Gladsaxe, så var det at man ikke havde gjort sig den pædagogiske udfordring klart. Det lader til at man griber det mere forsigtigt an i København, og forhåbentlig tager Folketinget også den pædagogiske del af opgaven meget seriøst, men jeg er nu alligevel bekymret: For rundt om i landet er kommunernes og økonomi trængt og Gladsaxes tilgang er blevet kopieret flere steder. Resultatet er at mange skoler står med dilemmaer som de tit slet ikke er klædt på til at håndtere: Skal vi tage ressourcer fra normalundervisningen for mange, for at hjælpe ét barn til at klare en hverdag i vores skole?