I EVA og Skolerådets rapport ”Indsatser for inklusion i folkeskolen” dokumenteres det at lærere er meget interesserede i at lære mere om ”udviklings og opmærksomhedsforstyrrelser (fx ADHD/ADD)” og ”socioemotionelle vanskeligheder”, mens psykiske vanskeligheder tiltrækker mindre opmærksomhed.
I det perspektiv er det ikke så overraskende at søde og velopdragne børn, der har det skidt ofte ikke bliver set i tide, for i skolen er man simpelhen ikke opmærksom på at det står galt til. Og selvom man var, så ville man ikke vide, hvordan man skal håndtere det!
Der er rigtig megen fokus på børn med ADHD når vi taler om inklusion i folkeskolen – og med god grund. Urolige og ukoncentrerede børn kan fylde meget i en klasse. Måske er der for meget fokus på dem? For ofte er de ganske udmærket i stand til at klare sig fagligt og socialt, hvis de ellers mødes af rammer, der tager hensyn til de vanskeligheder de har. Se f.eks. min kronik i JP den 8. november: ”Medicin eller rummelighed?”
Men der er for mange børn, der kæmper i det stille med indre kaos, og det er min erfaring at selv i skoler, hvor man har fokus på inklusion og rummelighed, slet ikke er i stand til at hjælpe dem. Inklusionstiltagene virker ikke til at spotte problemerne og hjælpe de sårbare.
Det er en erfaring jeg selv har gjort: To af mine drenge gik alt for længe med svær mistrivsel, der udviklede sig til psykisk sygdom før de fik hjælp. I begges tilfælde for sent til at de kunne bevare tilknytningen til deres skole.
Men mange husker nok også sagen fra Samsøgades skole i Århus for to år siden, hvor en 15 årig pige stak en klassekammerat med en kniv: Pigen havde været ensom længe og det endte med en behandlingsdom. Kunne sagen have været forebygget? Helt sikkert.
I mange kommuners inklusionsplaner fylder tidlig og forebyggende indsats rigtig meget: Helt konkret betyder det, at man er klar til at gøre en ekstra indsats for at sikre en god skolestart i den almindelige skole. Men jeg kunne godt tænke mig at der var lige så stor fokus på den fortsatte og forebyggende indsats, for jo tidligere man spotter mistrivsel, jo bedre.
Jeg mener der er brug for mindst tre ting i inklusionsplanerne:
- Der skal være systematiske trivselsmålinger på alle klassetrin, og der skal generelt være fokus på at opspore psykisk mistrivsel og ensomhed.
- Skolerne skal have trivselsplaner, der lige som anti-mobbe planerne beskriver, hvad der gøres når et barn er i problemer og ved at udvikle mistrivsel.
- Inklusionsvejledere, pædagoger og lærere skal uddannes og efteruddannes indenfor området så det ikke kun er på behandlingsskoler og i psykiatrien at man kender til at håndtere psykisk sårbarhed.
Det har store menneskelige omkostninger når psykisk sårbarhed får lov at udvikle sig til psykisk mistrivsel, men det har også økonomiske konsekvenser, for behandling er altid dyrere end forebyggelse.
