Der er “Stor usikkerhed om ADHD-medicin” lød det på P3 nyhederne her til morgen. Usikkerheden handler om langtidsvirkningerne, og professor i samfundsfarmaci på Københavns Universitet Ebba Holme Hansen mener at det er problematisk at man udskriver medicinen til en stor befolkningsgruppe, men ikke kender langtidsvirkningerne.
I radioavisen kl 8 interviewede man Anne Marie Geisler Andersen, der altid åbent og tydeligt fortalte om sine egne bekymringer ved bivirkningerne af medicinen, og om de valg hun har truffet på grund af dette. Indslaget kan høres her indtil engang i næste uge.
Som pårørende tænker jeg også jævnligt over medicinens virkning og bivirkninger – både de kortsigtede og de langsigtede. Men da det i P3-indslaget lyder som om myndighederne ikke kender og ikke følger med i langtidsvirkninger, der berører den enkelte patient, ville jeg undersøge lidt nærmere om det virkelig kan være rigtigt.
Jeg har bl.a. talt med en af mine bekendte, der er toksikolog. Han har forklaret mig, hvordan medicin afprøves:
- Et lægemiddel til oral behandling gennemgår en lang række forsøg på først dyr – dernæst mennesker.
- Dyrestudier er typisk op til 2 år lange.
- Studier på mennesker vil typisk være af 1 års længde (afhænger af lægemidlet) og omfatte 500-5000 patienter. Det kaldes et “Fase 3 studie”.
- Formålet med studierne er at fastlægge sikkerhed og tolerabilitet, samt dokumentere at lægemidlet er effektivt.
- Når et lægemiddel kommer på markedet skal man overvåge det og indsamle oplysninger om bivirkninger. Formålet er at fange bivirkninger i daglig brug.
- Alle disse oplysninger indsamles af lægemiddelfirmaet og er under (skarp) kontrol af sundhedsmyndighederne.
- Dertil kommer at lægemidler til pædiatrisk brug (altså til børn) er underlagt yderligere krav om undersøgelser.
Som eksempel på at systemet faktisk fungerer i forhold til at dokumentere langtidsbivirkninger, er det netop i dag kommet frem at rygestoppillen Champix mistænkes for at have uheldige bivirkninger, bivirkninger, der er indberettet til myndighederne under daglig brug af lægemidlet.
Der er to forskellige præparater til behandling af ADHD på markedet: Methylphenidiat (fx Ritalin) og atomoxetin (Strattera). Det første har været brugt i mange, mange år, så der må være et rigt erfaringsmateriale hos myndighederne og lægemiddelfirmaerne: Det kan der jo søges aktindsigt i.
Men hvorfor er universitetsprofessoren så bekymret?
Jeg tror faktisk ikke hun bekymrer sig om bivirkninger, der kan ramme den enkelte patient. Jeg tror hun er bekymret over, at der ikke er lavet undersøgelser, der viser hvordan præparaterne påvirker patientens udvikling i helhed. Og at samfundsaspekterne ved den udbredte brug af lægemidlerne heller ikke er godt nok belyst.
Den store vækst i forbruget af medicin til behandling af ADHD skyldes i høj grad at samfundet er blevet bedre til at se forskel på sociale problemer og udviklingsforstyrrelser, og dermed er vi blevet bedre til at give mennesker i problemer, den rette hjælp.
Men det er meget relevant at undersøge, hvordan lægemidlerne påvirker den befolkningsgruppe, der tager det. For man kan f.eks. spørge om denne gruppe som gennemsnit bliver lykkeligere og mere selvhjulpne i samfundet? Kritikere af den udbredte brug af ADHD diagnosen anfører bl.a at det at få en diagnose i sig selv er problemskabende, og man kan godt forestille sig at den positive effekt, behandlingen har på kort sigt, kan vende til en negativ effekt på længere sigt fordi dem, der behandles bliver stigmatiseret i samfundet.
Om det er tilfældet ved vi ikke!
Min kone sælger disse "tangler" i sin butik tanketing.dk. De har nok ingen bivirkninger, men virker på den anden side ikke behandlende.
Super indlæg :- )