En modig (dristig?) 22 årig studerende på RUC skriver i dagens Politiken: “Jeg er træt af at have en dårlig dag hver dag” og “Der er ingen tolerance og forståelse for de fattige studerendes situation.”
Hun får sat fut i fejemøget: På facebook kalder Benedikte Kier hendes indlæg for “Et tegn på moralsk forfald, som er ødelæggende for det danske samfund.” Andre steder bliver folk enten bekymrede for at hun er ramt af en depression, nogle er irriterede over brokkerne og andre bliver ligefrem vrede over andres moraliseren. En sammenigner med sin egen situation: Det er altså også svært at være 40, far til 4 børn og selvstændig. Ganske menneskelige reaktioner.
Jeg har ikke ondt af hende. Det hjælper hende jo ikke, vel? Og så tror jeg faktisk at hun har kalkuleret lidt da hun skrev det – hun er trods alt studerende på samfundsvidenskab. Det giver både erfaring og studiepoint at skabe debat den måde som hun har gjort.
Og så læser jeg en proces i hendes indlæg: Første del er bekymringerne og irritationen, der skal ud; så præsenteres fakta; sidst når hun en afklaring: Er det velfærdssamfundets skyld?, tænker vi. Men nej. Hendes indlæg handler om tolerance og forståelse – ikke om flere penge. Hun oplever nemlig at medstuderende og omgivelserne i øvrigt forventer at hun tager del i et “forbrugerhelvede”. Det hun generes over er, at der “ingen tolerance og forståelse” er for de fattige studerendes situation, hverken fra andre medstuderende eller fra samfundet i øvrigt. Hvilket de fleste kommentarer vel egentlig bekræfter.
Mig og min økonomi kan ikke følge med! Hvad blev der af sammenskudsgilde og medbragt alkohol fra Fakta?
Det er ikke mere end 15 år siden jeg selv var studerende, men forventningerne fra omgivelserne er forandret voldsomt siden da. I dag forventes 22 årige (ikke mindst de studerende) at være fuldgyldige forbrugere, der holder gang i hjulene i samfundet.
Der er ikke noget romantisk over at være en “fattig studerende”, men tidligere var det helt normalt at tage en pose Harboe med til fest og lave sammenskud. Hvad ellers?
Jeg har ingen billeder af fattigdom - så her er et billede af et eksempel på naturens rigdom.
Jeg tror heldigvis stadig det sker. Hvis ikke så var den ultimative ombytning af fællesskab og forbrug ved at være en realitet. Man kan i øvrigt begrænse denne misvækst ved altid at have noget med når man besøger nogen. En gammeldags dyd – på linie med fælle(s)skabet.