Trods mange gode stunder var 2011 lidt af et lavpunkt for min familie. Vi var i dén grad nødt til at fokusere på sygdom og problemer. Det gør vi ellers ikke, hvis vi kan undgå det.
Jeg vil ikke skrive alle detaljerne her, men bare konstatere at det faktisk står ret slemt til når man vælger at indlægge et barn i psykiatrien. Og at man som forælder bliver tvunget til at se sit barn i et nyt lys. Det blev vi: Ved indgangen til 2011 var vi optimister: ”Nu skal det nok gå!”, men undervejs vågnede vi op til en ny virkelighed.
Men vi har fundet kræfter vi ikke vidste vi havde, vi har fundet løsninger, når det så sort ud og vi har fundet hinanden når vi var uenige om noget.
Det særlige ved psykisk sygdom er at det ikke kan ses, ja selv forældre, der ellers siges at være dem, der kender deres barn bedst, kan have utrolig svært ved det. Det lyder mærkeligt, ikke? Men børn skjuler tit problemer for deres forældre. Så vi kan tænke tilbage på en tid, hvor vi forældre oplevede at problemerne ankom, selvom de egentlig har været der længe.
Sygdomserkendelse er første skridt til helbredelse, og det lettede faktisk at der endelig kom ord på. Det narrative er vigtigt, for det er gennem ordene og historierne at man bygger sit selvbillede.
Men dermed kommer også den anden side af sygdomserkendelsen: Den tyngende.
Sygdom er alvor og den syge skal skånes og støttes. Som pårørende kommer man naturligt til at bekymre sig for at det måske bliver være – ikke bedre. Sygdom er trods alt sygdom.
Bekymringerne gnaver i sindet og de har bragt os alle i krise. Man kan vel sige, at familien også blev syg.
Indenfor psykiatrien er man begyndt at bruge begrebet recovery mere. Det dækker over at mennesker, der rammes af psykisk sygdom ikke bare har brug for at blive raske: De har brug for at finde nye livsmønstre, et nyt ståsted i livet, en ny selvforståelse. Derigennem genoprettes livet for den, der har været syg: Man vender ikke tilbage til tiden før (det er en illusion at man kan det), men man kan skabe sig et nyt meningsfuldt liv. Det er recovery.
Vi har også brug for recovery på familieniveau.
Det handler om at se løsninger!
