Feeds:
Indlæg

Archive for november 2013

Med Lars og Laura i Legoland

Menneskemængden virker uoverskuelig ved Legoland denne første hverdag i efterårsferien i år. Luften er kold, men vejret er smukt. Legoland kræver min forældre-opmærksomhed når jeg har mine egne børn med. Jens og Troels har valgt at tage med denne gang. De to ældste passer sig selv hjemme.

En dreng kommer hen til os og hilser energisk på. Han hedder Lars, og han har sin søster Laura og hendes kammerat med.

Jeg har fulgt Elin, deres plejemor, gennem nogle år på Facebook, men det er første gang vi mødes. Vi er begge aktive for ADHD-sagen. Sidste år modtog Elin ADHD-foreningens pris for at have gjort noget særligt for mennesker med ADHD. I foråret udgav Elin en debatbog med 50 cases om plejeforældres vilkår, en bog, der fik daværende Socialminister Karen Hækkerup til at bede Ankestyrelsen lave en undersøgelse af området.

Laura og Lars’ daglige samliv hos deres plejeforældre står dog til at slutte nu. De skal skal anbringes på hver sin institution. Årsagerne fortaber sig for mig, og sagen virker på alle måder grotesk. Jim, Laura og Lars’ biologiske far, er frustreret på sine børns vegne: ”Det er magtmisbrug,” siger han til mig.

Plejeforældre har heldigvis tit hjertet med i jobbet, men har få egne rettigheder. Man kan sige, at børn, der er anbragt, er kommunens ansvar uanset om de er anbragt på institution eller i familiepleje. Arbejdet som plejeforælder ligner andre forældres arbejde, og de er på 24 timer i døgnet. Men til forskel for mig, der er biologisk far og har mine børn boende hjemme, så er der ting man som plejeforælder ikke må. Plejeforældre kan f.eks. ikke på egen hånd indstille at et barn i problemer bliver udredt i psykiatrien – ikke engang i samarbejde med forældrene. Det er kommunen, der afgør det. Til gengæld får man løn for arbejdet.

Mine egne børn er sårbare og de mange mennesker i Legoland er altid en udfordring. Men de to som jeg har med er tændte og glade. Vi har aldrig fået taget os sammen til at lave et handicapkort så de kan bruge hurtigkøerne ved forlystelserne, men det har Elin styr på.

Mens vi er sammen mærker jeg Lauras usikkerhed. Hun har brug for en sikker havn, et sted at finde tryghed. Sjældent, mens jeg er sammen med hende, er hun ret langt fra Elin. Jeg fanger Lauras opmærksomhed mens vi går rundt i parken. Jeg laver lidt sjov med hende. Hun virker som et sårbart barn der har kanalerne åbne og som kan blive overbelastet. Børn kan flygte ind i deres egen verden, hvis virkeligheden omkring dem bliver for truende og farlig. Psykisk sårbare børn og børn med udviklingsforstyrrelser kan gøre det i situationer, hvor man ikke forventer det – det ligger i sårbarheden.

Men Laura lader sine små frustrationer få frit løb når hun bliver usikker – hun trækker sig ikke ind. Elin rummer hende og støtter hende. Jeg ser Laura blive frustreret undervejs når forlystelsen hun gerne ville op i er stoppet på grund af en teknisk fejl, men jeg ser hende først og fremmest have en dejlig dag sammen med sin plejemor, sin ven og sin bror. Det er tydeligt for mig, at Elin er en kvinde, der med en naturlig og omsorgsfuld autoritet og et stort overskud har skabt gode rammer for sine plejebørn. Hun kender dem også rigtig godt: Laura har boet hos Elin og plejefaren siden hun var helt lille. Relationen er sund og god, det kan jeg ikke være i tvivl om.

En lignende sag er kommenteret i et læserbrev i Fyens Stiftstidende den 20. november. Her ønsker Odense kommune at få plejeforældrene til at gå ned i løn. Læserbrevsskribenten Elisabeth Berg spørger: ”Lever jeg i en region, hvor en kommunal økonomisk drejebog for anbragte børn skal følges uanset konsekvensen for det enkelte menneske?” Jeg ved det ikke.

Der kæmpes fra flere sider for at Laura og Lars kan blive ved deres plejemor, men om Odense kommune i sidste ende lader det ske vides ikke. Det er endnu også for tidligt at sige, hvad Ankestyrelsens undersøgelse af vilkårene for plejeforældre leder frem til.

Der er oprettet en facebookgruppe for dem. I aften går man fakkeltog. Det burde ikke være nødvendigt, og jeg er dybt berørt af sagen.

For hvordan kan man dog begrunde, at fjerne et par børn fra de plejeforældre som de holder af og trives ved? Hvordan kan man begrunde at det er bedre for søskende, der har levet hele livet sammen og som fungerer godt sammen, at komme på hver sin institution? Og hvordan kan man begrunde at gå imod børnenes egne og den biologiske forælders udtrykkelige ønske?

Hvis der er en faglig begrundelse for at vælge en dyrere og mere indgribende foranstaltning, når det nuværende fungerer godt, hvad er det da for en faglighed der tillader dette menneskelige overgreb?

Jim, Lars og Lauras far har godkendt dette indlæg inden det blev offentliggjort.Billede

Laura kigger ud mellem sæderne. Lars råber hej til fotografen.

Read Full Post »

Velkommen til GUA

Vores yngste er en rigtig Dinsen-dreng. Han kom som “efternøler” fire år efter sin storebror. De andre fik vi med 2 års mellemrum. Og han har fået en diagnose som sine brødre: Han har GUA.

Vi fik ham i en tid, hvor vi havde stort arbejde med at være forældre for vores tre drenge på 8, 6 og 4 år. Men vi tænkte at de ville vokse op og blive mere selvhjulpne, så en lille skulle være velkommen. Tanken om at være 4-børns familie tiltalte os også – der er noget særligt ved at have en “børneflok”.

Vi fik kam til vores hår.

Mens han var lille fik brødrene det værre. Vores familie gik fra at være travl til at være presset og i krise. Det fortalte jeg om til Lisbeth Zornig Andersen i hendes program på 24Syv den 19/10. Problemerne i familien har uden tvivl påvirket mindstemanden, men ikke kun dårligt, for det var også en periode, hvor vi lærte enormt meget: Om struktur, kærlighed midt i kaos, om problemløsning… Og alt det brugte vi på ham. Derfor kunne han måske “flyve lidt under radaren” som man siger, selvom han var krævende: Utallige er de gange, hvor han er løbet efter mor når han skulle afleveres i børnehaven, og det problem fortsatte i skolen. Han havde også meget få venner i børnehaven – kun én nær og i alt kun to-tre stykker.

Men for det meste lykkedes det os at “håndtere ham” på den gode måde og hans startede i skole som 6 årig. Han var stadig meget svær at aflevere om morgenen, men i børnehaveklassen syntes de han var god og slet ikke havde de problemer som storebrødrene – vi var optimister.

Men i 1. klasse skete der noget. Han havde f.eks. rigtig svært med at lære noget. Han mente at han absolut ikke kunne lære at læse, selvom det gik fremad. En gang indrømmede han overfor sin dansklærer, at han bare havde snydt hende: Han kunne godt læse selvom han sagde at han ikke kunne. Vi syntes at han var en meget finurlig dreng.

Og imens blev han endnu sværere at aflevere om morgenen. Det gik lidt nemmere når det var mig eller en af vores morgenstøtter, der afleverede ham, men man kunne mærke på ham at det var svært. Der kom flere problemer og vi blev bekymrede.

Så skolepsykologen blev koblet på med henblik på at henvise ham til udredning. Vi tænkte ADHD. Processen frem til diagnosen faldt var laaaantrukken. Vi var bekymrede, for vi kunne se at han havde det skidt, så at det tog over et år er faktisk rigtig surt. Problemerne er nemlig ikke blevet mindre…

Diagnosen blev ikke ADHD, men GUA.

Det er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse i autismespektret. G’et og U’et står for henholdsvis gennemgribende og udviklingsforstyrrelse. A’et står for anden. Hvilken anden?, kan man spørge, og det ved jeg faktisk ikke helt. Det lyder lidt som en “skraldespandsdiagnose” som man giver til dem, der har problemer, men som ikke lige passer i de andre kasser. Så rodet er det heldigvis ikke.

Vi var på kursus i GUA-foreningen (sådan en findes nemlig) sidste weekend, og det var rart at være sammen med andre forældre, der havde børn med næsten de samme problemer som vores dreng.

Det værste ved GUA er at der er så megen angst i den. Vores søn er virkelig plaget, og der er ikke noget, der tyder på at det bliver bedre lige om hjørnet. Det havde vi ellers håbet på! Psykiatrien fortæller at angst tit er værre hos mennesker med høj begavelse, og også bliver værre med alderen. Logikken er at man tager mere ind, forstår flere sammenhænge – og får nemmere angst over de ting man ikke kan gøre noget ved. Det autistiske gør det værre, for mange ting, der er dagligdags for de fleste børn, er vildt svære for en med problemer i autismespektret.

Jeg tænker at det hænger sådan sammen at vores søn suger til sig og opfatter alt det, der sker omkring ham – men han føler sig magtesløs i situationerne. Han hører det, der bliver sagt og ser det, der sker, men han forstår det ikke – og ved godt at han ikke forstår det.

Så bliver man ængstelig.

I en periode læste Marianne en lille, men rigtig god bog med ham: Når du bekymrer dig for meget – hvad så. Barnets guide til at overvinde angst.

Den gav noget, men nu er det bare rigtig hårdt at arbejde med, må jeg sige. Jeg plejer ikke at klage over vores situation, men det her er altså svært. I øjeblikket skolevægrer han: Mange dage vil han slet ikke i skole. I de sidste uger er han kun kommet afsted 2-3 dage ud af 5 om ugen. De dage han bliver hjemme er han enten meget krævende eller meget stille. Når han så kommer i skole har han heldigvis en god dag, men dagen efter eller to dage efter er det slemt igen.

Er der da ikke noget positivt at sige?

Jo, diagnosen har givet os en bedre forståelse af hans udfordringer. Vi har været på kursus og vi har læst en bog om GUA. Vi ved nu meget bedre hvorfor han reagerer som han gør i dagligdagen, og det er godt.

Forståelse og viden er nemlig udgangspunktet for at man kan “støbe en nøgle”, der kan lukke op for bedre trivsel hos ham.

Kurset i GUA foregik meget symbolsk på det gamle hospital i Middelfart. Det er i dag hotel. Vi tog en ekstra overnatning op til så vi havde lidt tid sammen. Det var værdifuldt!

Kurset i GUA foregik meget passende på det gamle hospital i Middelfart, der i dag er hotel. Vi tog en ekstra overnatning op til så vi havde lidt tid sammen. Tiden sammen og kurset var meget værdifuldt!

Read Full Post »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 424, der følger denne blog