Feeds:
Indlæg

Archive for november 2013

Med Lars og Laura i Legoland

Menneskemængden virker uoverskuelig ved Legoland denne første hverdag i efterårsferien i år. Luften er kold, men vejret er smukt. Legoland kræver min forældre-opmærksomhed når jeg har mine egne børn med. Jens og Troels har valgt at tage med denne gang. De to ældste passer sig selv hjemme.

En dreng kommer hen til os og hilser energisk på. Han hedder Lars, og han har sin søster Laura og hendes kammerat med.

Jeg har fulgt Elin, deres plejemor, gennem nogle år på Facebook, men det er første gang vi mødes. Vi er begge aktive for ADHD-sagen. Sidste år modtog Elin ADHD-foreningens pris for at have gjort noget særligt for mennesker med ADHD. I foråret udgav Elin en debatbog med 50 cases om plejeforældres vilkår, en bog, der fik daværende Socialminister Karen Hækkerup til at bede Ankestyrelsen lave en undersøgelse af området.

Laura og Lars’ daglige samliv hos deres plejeforældre står dog til at slutte nu. De skal skal anbringes på hver sin institution. Årsagerne fortaber sig for mig, og sagen virker på alle måder grotesk. Jim, Laura og Lars’ biologiske far, er frustreret på sine børns vegne: ”Det er magtmisbrug,” siger han til mig.

Plejeforældre har heldigvis tit hjertet med i jobbet, men har få egne rettigheder. Man kan sige, at børn, der er anbragt, er kommunens ansvar uanset om de er anbragt på institution eller i familiepleje. Arbejdet som plejeforælder ligner andre forældres arbejde, og de er på 24 timer i døgnet. Men til forskel for mig, der er biologisk far og har mine børn boende hjemme, så er der ting man som plejeforælder ikke må. Plejeforældre kan f.eks. ikke på egen hånd indstille at et barn i problemer bliver udredt i psykiatrien – ikke engang i samarbejde med forældrene. Det er kommunen, der afgør det. Til gengæld får man løn for arbejdet.

Mine egne børn er sårbare og de mange mennesker i Legoland er altid en udfordring. Men de to som jeg har med er tændte og glade. Vi har aldrig fået taget os sammen til at lave et handicapkort så de kan bruge hurtigkøerne ved forlystelserne, men det har Elin styr på.

Mens vi er sammen mærker jeg Lauras usikkerhed. Hun har brug for en sikker havn, et sted at finde tryghed. Sjældent, mens jeg er sammen med hende, er hun ret langt fra Elin. Jeg fanger Lauras opmærksomhed mens vi går rundt i parken. Jeg laver lidt sjov med hende. Hun virker som et sårbart barn der har kanalerne åbne og som kan blive overbelastet. Børn kan flygte ind i deres egen verden, hvis virkeligheden omkring dem bliver for truende og farlig. Psykisk sårbare børn og børn med udviklingsforstyrrelser kan gøre det i situationer, hvor man ikke forventer det – det ligger i sårbarheden.

Men Laura lader sine små frustrationer få frit løb når hun bliver usikker – hun trækker sig ikke ind. Elin rummer hende og støtter hende. Jeg ser Laura blive frustreret undervejs når forlystelsen hun gerne ville op i er stoppet på grund af en teknisk fejl, men jeg ser hende først og fremmest have en dejlig dag sammen med sin plejemor, sin ven og sin bror. Det er tydeligt for mig, at Elin er en kvinde, der med en naturlig og omsorgsfuld autoritet og et stort overskud har skabt gode rammer for sine plejebørn. Hun kender dem også rigtig godt: Laura har boet hos Elin og plejefaren siden hun var helt lille. Relationen er sund og god, det kan jeg ikke være i tvivl om.

En lignende sag er kommenteret i et læserbrev i Fyens Stiftstidende den 20. november. Her ønsker Odense kommune at få plejeforældrene til at gå ned i løn. Læserbrevsskribenten Elisabeth Berg spørger: ”Lever jeg i en region, hvor en kommunal økonomisk drejebog for anbragte børn skal følges uanset konsekvensen for det enkelte menneske?” Jeg ved det ikke.

Der kæmpes fra flere sider for at Laura og Lars kan blive ved deres plejemor, men om Odense kommune i sidste ende lader det ske vides ikke. Det er endnu også for tidligt at sige, hvad Ankestyrelsens undersøgelse af vilkårene for plejeforældre leder frem til.

Der er oprettet en facebookgruppe for dem. I aften går man fakkeltog. Det burde ikke være nødvendigt, og jeg er dybt berørt af sagen.

For hvordan kan man dog begrunde, at fjerne et par børn fra de plejeforældre som de holder af og trives ved? Hvordan kan man begrunde at det er bedre for søskende, der har levet hele livet sammen og som fungerer godt sammen, at komme på hver sin institution? Og hvordan kan man begrunde at gå imod børnenes egne og den biologiske forælders udtrykkelige ønske?

Hvis der er en faglig begrundelse for at vælge en dyrere og mere indgribende foranstaltning, når det nuværende fungerer godt, hvad er det da for en faglighed der tillader dette menneskelige overgreb?

Jim, Lars og Lauras far har godkendt dette indlæg inden det blev offentliggjort.Billede

Laura kigger ud mellem sæderne. Lars råber hej til fotografen.

Read Full Post »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 729, der følger denne blog