Far’ velfærd?

Nogle udtalelser jeg bed mærke i fra debatten her til aften på DR1 i programmet Far’ velfærd:

• Hver en krone skal vendes. Der skal prioriteres, og vi er tvunget til at tænke innovativt (konstatering)
• Kun tre danske kommuner har flere borgere i arbejde end på forsørgelse (hvordan er det gjort op?)
• Om 15 år vil vi se tilbage og se på det slaraffenland vi har i dag (profeti)
• Der er misforhold mellem, hvad folk forventer og hvad de kan få
• Vores velfærdssamfund er indrettet som er det et levn fra 70’erne (hvordan?)
• Syge og ældre skal genoptrænes. Det sparer penge og giver større velfærd
• Der er brug for innovation
• Der mangler arbejdspladser
• Festen i nullerne for lånte penge udskød bare problemet (vi gik sgu med næsen i sky)
• Hold op med at tale med de talende Excel-ark! Lad os tale om solidaritet og tryghed (hørt!)
• Det er en interessant opgave at gøre tingene bedre for mindre [penge]
• Vi har brug for klare regler (enig: mødet med det offentlige system er vildt forvirrende)

Og så bed jeg ellers mærke i at det sidste kvarter af programmet handlede debatten stortset kun om mistænksomhed, socialt bedrageri og om alle dem, der snyder. Stine Bosse var bange for at vores samfund begynder at ligne noget, der var bag jerntæppet, og selvom Herlevs borgmester misforstod udtalelsen som om den var en kritik af hans kommunes kontrolarbejde og forsøgte at tilbagevise kritikken, så er jeg helt enig: Vi skal altså passe på at vi ikke ender med at mistænksomheden og ikke tilliden til hinanden er den bærende værdi i vores samfund.

Ellers tænker jeg at det er vildt vigtigt at samfundet støtter så du kan blive lidt stærkere, når ting går skævt. Ja, der er brug for arbejdspladser, men i mine øjne er det vigtigste at arbejdsmarkedet bliver meget mere inkluderende (for ældre, syge, skrøbelige), samt at vi bliver meget bedre til at få mennesker tilbage til livet og i arbejde når livet kokser på grund af sygdom, nedtur, traumatisk barndom, handicap osv.

Post traumatisk vækst

Jo, der står faktisk “vækst” i overskriften.

Nogle oplevelser er styrkende og lærerige, og kan være en kilde til personlig vækst. Andre kan virke nedbrydende og ødelæggende og så kalder vi dem traumatiske. Men kan traumatiske oplevelser også være en kilde til personlig vækst? Ind imellem kan det være svært for omgivelserne at forstå menneskers traumer, de er jo personlige, og tit bliver de simpelthen ikke anerkendt. “Det kan da ikke være så slemt!”, tænker man måske. Men når de så alligevel anerkendes, ja så er vi måske lidt for gode til at fokusere på at dårlige oplevelser altid er – ja, dårlige.

Min mor døde af kræft få måneder før jeg fyldte 18. Hun var kun syg i få måneder inden kræften tog livet fra hende, og det er til dato det værste jeg har oplevet. Mor kan ikke erstattes og jeg ville give hvad som helst for at have hende her i dag. Hun var kun 50 år gammel.

Det var traumatisk, og hendes død har sat sig spor i mit sind som jeg har været nødt til at arbejde med sidenhen for at komme godt videre og som jeg aldrig vil kunne ignorere. F.eks. havde jeg det i mange år sådan at det var utrolig vigtigt at få fart på livet, for det sluttede jo alligevel snart. Det var ret stressende at have det sådan, for jeg var altid bagud og kunne aldrig rigtig slappe af. Jeg fik det snakket godt igennem med en terapeut og i dag er jeg blevet mere tålmodig med mig selv og mit liv.

Om 6 år har jeg samme alder som mor da hun døde og jeg er selvfølgelig angst for at få kræft. Men hvad er værst: At forvente, ja næsten planlægge at dø som 50 årig, eller at være bange for at få kræft? Jeg foretrækker det sidste, for følelsen af angst kan bruges til noget fornuftigt mens forventningen om at livet slutter og at der er en masse, der skal nås i en rasende fart fratager mig glæden ved selve livet.

I dagene op til at mor døde havde jeg en lidt dobbelt følelse indeni. Jeg havde grædt meget siden håbet om at hun skulle overleve slukkedes, men tårerne var efterhånden tørret ud. Tilbage var en følelse af noget stort: At jeg kunne klare dette og at livet ville gå videre når mor var væk. Jeg husker at jeg sagde til min moster at jeg gerne ville unde alle andre mennesker denne erfaring, hvis bare ikke det var så smertefuldt og, hvis bare ikke man skulle sige farvel til nogen.

Tårerne vender jævnligt tilbage, men hver gang er det sådan, når sorgen er ovre, så er der igen den dér store følelse af at jeg lever, at jeg klarer det.

Mors død er det værste der er sket i mit liv, men samtidig på mange måder – og også i positiv forstand – noget af det mest betydningsfulde. Hendes død har uden tvivl lært mig mere om meningen med livet end alle andre erfaringer til sammen. Kan det nu virkelig passe? Ja, det tror jeg.

Så på den måde er traumet over mors død ikke noget, der har nedbrudt mig. Traumet er blevet til noget jeg er vokset med og vokset af.

Man kan bl.a. læse om forskning i post traumatisk vækst hos psykogerne på UNC Charlottes afdeling for forskning i PTG. Den engelske ord resilience favner også netop den betydning at noget svært og ubehageligt i sidste ende kan medføre noget positivt.

Et glasbarns fortælling: På rejse i Odins Labyrint

Jeg læser meget, men får ikke læst ret mange romaner. Til jul havde jeg dog skrevet flere på ønskesedlen og var så heldig at få hele tre, bl.a. Mads Peder Nordbos roste debutroman: ”Odins Labyrint” – den er jeg lige blevet færdig med.

Det er en bog, der giber sin læser. På twitter, facebook og på div blogs har jeg set flere skrive, at de slet ikke kan slippe den. Jeg har dog sluppet den undervejs og faktisk læst den i små bidder. I starten måtte jeg simpelthen ligge den fra mig for ikke at føle at jeg blev hængende i det surrealistiske univers den foregår i. ”Denne bog er en gal mands værk” tænkte jeg da jeg havde læst nogle kapitler, og det skrev jeg så i en mail til Mads, der svarede noget i retning af at det var der vist ikke andre, der havde skrevet, men at han nok er meget mere gal end vi går rundt og tror!

Jeg kender Mads fra ADHD foreningen, hvor han er redaktør på vores blad. Han er et meget venligt og ordentligt menneske, en rigtig fin redaktør af ADHD bladet til foreningens medlemmer. Er det blot en facade? Dækker det venlige ydre i virkeligheden over noget helt andet – skjulte kræfter som man helst vil undgå at komme i nærkontakt med?

Selvom jeg har været aktiv i ADHD foreningen i nogle år har jeg af en eller anden grund ikke haft lejlighed til at hilse personligt på Mads. Måske er det bedst at fortsætte med at undgå direkte kontakt?

Selvfølgelig ikke! For det første skal jeg jo have ham til at skrive i min førsteudgave af bogen som min kone fandt i en boghandel på nettet på Bornholm. Den bliver mange penge værd en dag, for Mads er mere end et venligt og ordentligt menneske: Han er også en skræmmende (!) dygtig forfatter!

Mens jeg læste opbyggede jeg en form for tolkning af bogen i mit hovede. Jeg har hygget mig med et par hypoteser undervejs, f.eks denne: Måske er bogen Mads’ hævntogt mod universitetsfolk, der ikke tillod ham at blive professor i runologi med hans originale tanker om runernes oprindelse og religionernes samhørighed? Han har i så fald nu fået hævn, for hvis det går som det ser ud til, så står han til at få både en indkomst og en læserskare, der er langt større end han nogensinde havde kunne have håbet på som forsker!

Men jeg er nået frem til denne: Bogen handler om en form for dannelsesrejse, hvor hovedpersonen Mathias får styr på sin og vores allesammens fortid, og derefter finder sin plads i livet. Men Mathias er modvillig, han har ikke lyst til rejsen, han må lokkes ind i den. Det forstår man godt, for han må jo ”gå så grueligt meget igennem” (dette er en skjult reference til en anden stor fynsk forfatter 😉 ). Men han tager dog rejsen, går hele vejen, og langsomt og i brudstykker får Mathias viden til et puslespil, han i lang tid ikke kan samle. Først da han har renset det nødvendige ud, accepteret fortiden, sin egen historie og ikke mindst sin rolle i verden, er han klar til at møde livet – også dets skyggesider.

Og se, dét er jo en universel historie!

Men det er min tolkning… Du får måske noget andet ud af den? I alle tilfælde er jeg sikker på at bogen vil give dig en rigtig god læseoplevelse.

Du kan købe Odins Labyrint i Kvickly – og hos alle landets boghandlere

Antorinis folkeskolereform: Bedre eller værre inklusion?

Christine Antorini virker fast i troen og synes ikke til at rokke: Den danske folkeskole bliver en heldagsskole med mange flere skoletimer. Og når man ser på, hvad hun prøver at opnå, så er det vel også en god reform hun har undervejs. Eller er det?

I en kronik i dagens JP skriver hun og statsministeren følgende:

 Vi vil give børnene en mere sammenhængende og aktiv skoledag, hvor børnene og lærerne er mere sammen. En skole med mere og bedre undervisning, men også en skole med mange aktiviteter, der gør skoledagen mere spændende og afvekslende, og som understøtter undervisningen.

Og målsætningerne:

• Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan.
• Folkeskolen skal mindske den sociale baggrunds betydning for faglige resultater.
• Tilliden til folkeskolen og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.

Det er tydeligt at de gerne vil gøre folkeskolen bredere, og det er vel godt, ikke?

Jo, det synes jeg faktisk, men jeg er samtidig ret bekymret for at det ikke vil lykkes, og det er især den længere skoledag og det faglige fokus, som jeg tænker på. Jeg tror inklusionsarbejdet bliver sværere efter reformen. Jeg er heller ikke sikker på at helhedsskolen er en vej til at forebygge de psykiske problemer som børn folkeskolen i alderen 10-16 i alt for høj grad lider af: Tvært imod er jeg bange for at den kan få den modsatte effekt.

Endnu er reformen kun en vision, men som sagt er jeg ikke i tvivl om at den bliver gennemført i en eller anden form, og den længere skoledag er en hjørnesten som ikke kan flyttes. Den bygger i høj grad også noget som den tidligere regering puslede med, og derfor overrasker det mig ikke at der synes at være så bred opbakning i folketinget. Men vi mangler at se detaljerne.

Jeg tror reformen vil føre til en eller anden form for strukturændring omkring de klubtilbud, der betyder meget de fleste steder i landet fra 4. klasse og op. Klubberne vil, forudser jeg, miste deres betydning: De aller fleste børn vil efter den længere skoledag foretrække at tage hjem i stedet for at bruge en time eller to frem til klubben alligevel lukker. Det er skidt for mange børn med ADHD, hvor klubberne kan være en vej til at styrke inklusion ved at styrke sociale relationer og venskaber. Se f.eks. ADHD foreningens projekt ADHD rummelige klubber.

Mange børn med udviklingsforstyrrelser af forskellig art, herunder ADHD, trættes utrolig meget af skoledagen. Gøres den længere, også selvom aktiviteterne er mere fagligt inkluderende, vil det ramme disse børn negativt. Når vi altså på timetal hæver barren for hvad børn skal kunne magte, vil det besværliggøre inklusion, kan man sige. Grænsen for hvilke børn der kan inkluderes succesfuldt flyttes den forkerte vej.

Det er mit indtryk at reformen er tiltænkt den brede midtergruppe: Middelklassens og arbejderklassens børn. Og jeg tror faktisk at de vil kunne vinde pænt ved reformen: Blive fagligt dygtigere, bedre til at læse og regne osv.

Men de sårbare og udsatte børn vil ikke vinde noget, tror jeg – ja, jeg er faktisk bange for at de ved forandringsprocessen og den længere skoledag, vil tabe yderligere terræn i forhold til deres kammerater.

Jeg tror desværre at reformen, stik mod sin hensigt, vil medføre større ulighed på den konto i folkeskolen.

Det bliver spændende at følge forhandlinger og lovforslag de kommende uger og måneder.

Rodløshed

Det er i år netop 10 år siden at den dot-com virksomhed jeg var ansat i gik konkurs og jeg opdagede at jobsikkerhed i min branche er et relativt begreb. Jeg valgte at blive free lance og har været det siden.

Der er fordele ved at være konsulent i it branchen, men der er sandelig også ulemper. Branchen er på alle måder rodløs. I dag hvor vores måde at drive virksomhed på har gennesymret hele samfundet synes det måske ikke som noget specielt, men jeg tror det kan være ganske godt at huske at det ikke er alle vegne i samfundet at konstant forandring er en dyd og at bare få år gamle buzz words er forældede. It branchen og modebranchen har mere til fælles end man skulle tro!

Det er nok også omkring 10 år siden at vi begyndte at mærke, at ikke alt var som det skulle være i vores familie – det vi i dag ved skyldes ADHD og autisme. De ord stødte vi dog først på 5-6 år senere, men når jeg tænker tilbage var det omkring den tid at vores situation “knækkede” og familielivet gik fra at være udfordrende, til at være – ja: hårdt.

If you can dream it you can do it! Sådan lød 00’ernes mantra: Du overlever kun, når du hele tiden tilpasser sig, men der er ingen grænser er for hvad du som individ kan drive dit selvrealiseringsprojekt til!

Kan du se problemet? I en hverdag, der blev stadigt mere udfordrende for os som familie, talte omgivelserne om at se mulighederne og om at udnytte dem. Det hang ikke sammen – slet ikke.

Som barn lærte jeg at se lyst på min egen lille verden mens mine omgivelser tit var uforståelige for mig, og den evne har jeg stadig. Den har hjulpet mig mange gange, og den har også hjulpet mig de sidste 10 år: Når det hele blev for meget forsvandt jeg simpelthen ind i mine egne projekter: En gammel bil, for eksempel.

Det er bedre at “forsvinde” lidt og derefter komme tilbage med fornyet energi og tro på drømmene, end at trække det røde kort og gå sin vej. Sådan tænker jeg, og Marianne og jeg er stadig gift, hvilket vi måske ikke havde været hvis jeg ikke havde været “lidt fraværende”, så jeg fortryder ikke noget, men den måde at leve på går ikke mere: Jeg kan stadig forsvinde ind i mit eget og føle lykke ved at gøre det. Det er som når et menneske med autisme lukker sig inde i sig selv med sin særinteresse eller stereotype adfærd når omgivelserne bliver for kaotiske. Det er helende for min sjæl at gøre det.

Men i modsætning til tidligere kan jeg ikke længere bevare troen på at “alt nok løser sig med tiden”, og smerten og problemerne der stadig når jeg vender tilbage fra udflugten ind i min lille verden.

Jeg er et sensitivt menneske, der har svært ved på afstand at rumme andres problemer. Jeg må ind i dem og gøre noget! Det er ikke altid en god egenskab at have, det kan faktisk være ret opslidende. Lisbeth Zornig og Puk Elgård havde en smuk samtale om dette i Radiorådet på 24Syv i september: De talte bl.a. om det ikke at have et “filter”. (Hør eller genhør udsendelsen her.) Ind imellem ønsker jeg at jeg var mere robust, så kunne jeg måske klare udfordringerne bedre, men jeg kan ikke ændre på det – kun blive bedre til at leve med det.

I dag føler jeg mig mere erfaren (moden?), stadig “filterfri”, men med større selvindsigt. Og især med en langt større accept af vores liv som det er.

For 5-10 år siden var jeg alt for optaget af, hvad vores liv kunne blive til, hvis bare vi drømte nok, men i dag er de fleste af mine drømme slukket. De viste sig jo at være helt urealistiske.

Det er sundt at opgive de urealistiske drømme, men det er også smertefuldt, for hvad skal komme i stedet? Selvom mit liv på alle måder er bedre, mindre stressende og rummer mere kærlighed nu end det har gjort længe, så kan jeg ikke slippe følelsen af sorg over at have mistet mine drømme. Der er efterladt et tomrum, der også føles som en rodløshed.

Og jeg kigger hver dag efter tegn på at jeg er ved at slå rødder så jeg igen tør drømme. Mon det kommer snart?

Samarbejdsbaseret problemløsning: Bog af Jenny Bohr

Hvad sker der når vi som eksperter påberåber os at vide mere om den anden end den anden ved som sig selv?

Ordene er den norske forsker Åge Wifstads og de står cirka midtvejs i Jenny Bohrs bog “Samarbejdsbaseret problemløsning“, der udkom sidste år på Via Systime. Jeg synes at spørgsmålet meget fint opsummerer, hvorfor det så tit går galt når vi prøver at hjælpe vores børn: For det går jo ikke at vi altid er den bedrevidende forælder, der prædiker, hvad de skal gøre i alle mulige og umulige sammenhænge!

Det er nogle år siden jeg mødte Jenny og hun er en af de personer, der har gjort dybest indtryk på mig. Jeg er meget taknemmelig for at have mødt hende og endda have fået hende som ven.

Meget af Jennys arbejde tager udgangspunkt i den amerikanske professor Ross Greenes forskning som Jenny har arbejdet med og tilpasset til dansk en kontekst, og som hun har undervist i gennem flere år.

Samarbejdsbaseret problemløsning er bygget på et meget stærkt og positivt børnesyn. Da Marianne og jeg var unge forældre var vi ude og kigge efter kloge tanker om børneopdragelse, der matchede vores værdier, og vi blev ret begejstrede for Jesper Juul, der med sine tanker om børn som kompetente og ligeværdige ramte os stærkt. For er børn ikke netop lige så meget værd som os forældre? Jo!, anderledes kan det ikke være – selvom vi selvfølgelig har en særlig rolle som dem, der sætter rammerne.

I samarbejdsbaseret problemløsning arbejder man med problemer, typisk adfærd hos et barn. Det er noget som vi har måttet gøre rigtig meget siden, og i dag hvor vi ved at diagnoserne Asperger og ADHD er et vilkår i vores familie, kan vi godt se, hvorfor Jesper Juul nok havde fat i noget godt, men også hvorfor hans værktøjer alligevel ikke slog til for os. Der var simpelthen for mange andre ting, der stod i vejen. I en periode var vores familieliv tæt på det rene kaos, og vi havde alle utrolig svært ved at overleve i det. Først da vi fik ord på problemerne og begyndte at finde måder at tackle dem på begyndte vi langsomt at kunne skabe orden, og i dag føler vi at vi er kommet langt videre takket være andres hjælp og vores eget arbejde.

Samarbejdsbaseret problemløsning har spillet en stor rolle i den proces, for mens vi midt i magtesløsheden ikke kunne meget andet end at sætte hårdt mod hårdt eller give op når ting ikke gik som de skulle, så fik vi her en måde at finde konstruktive løsninger sammen.

I flere år har vi haft et stykke papir hængende i køkkenet med ordene:

Mennesker gør det godt, hvis de kan.
Og hvis ikke de kan, så må vi finde ud af, hvad der står i vejen, så vi kan hjælpe

Og det er netop grundlaget for samarbejdsbaseret problemløsning: Hvis et barn ikke gør som vi forventer (f.eks. tager frivilligt i skole), så er det ikke fordi han ikke vil eller ikke gider, det er fordi der er noget i vejen og, hvis vi vil løse problemet, så er vi nødt til at finde ud af hvad det er. Og vi er nødt til at finde ud af det sammen.

For at gøre det, så anbefaler Jenny følgende tre trin: At udtrykke empati, at formulere problemet og at invitere til løsning.

Jeg kan give et eksempel fra forleden morgen, hvor vores yngste nægtede at tage i skole. Jeg var den bestemte far, der dikterede at “det skulle han bare”, men det var ikke nok den dag. Han blev ved med at sige at han ikke “gad” mens han borede hovedet ned i sofaen. I bakspejlet kan jeg godt se, at han havde det rigtig svært med den blanding af trusler og lokkemidler jeg brugte og det var ved at udvikle sig til en temmelig dårlig situation.

Heldigvis var jeg ikke helt blind for det, og på et tidspunkt stopper jeg talestrømmen og lader ham smutte ud til mor i køkkenet, og de begynder at snakke sammen: Hun kan godt se at han har det svært, at der er noget der ikke er rart, og hun spørger til det. Overraskende hurtigt finder de ud af, at det egentlig var fordi han ikke kunne overskue en bestemt ting som han mente de skulle lave i gymnastik og da de har snakket det igennem og fundet en løsning på det, kan han bedre overskue dagen og kommer afsted.

Det lyder nemt ikke? Det er det faktisk ikke altid. Ens egne følelser kan komme i vejen og man kan blive helt stresset over at man ikke altid kan gennemtrumfe en løsning når der er aller mest travlt. Sommetider eksisterer der faktisk slet ingen løsninger uanset, hvor meget man prøver at samarbejde. Sådan er det med ADHD og autisme. Men tit gør der, og med samarbejdsbaseret problemløsning går det bare bedre.

Jennys bog er primærkt skrevet til mennesker, der arbejder med børn professionelt, og selvom jeg synes den er god at gå til, så bruger hun fagudtryk og skriver i det hele taget et sprog som mange forældre nok synes er lidt tungt. Lige nu tænker jeg at nogen burde skrive en bog om samarbejdsbaseret problemløsning til familier og den skulle komme med en pixi-udgave til børnene. For det nytter virkelig at arbejde på denne måde i familien, og alle kan være med!

Men indtil sådan en bog udkommer kan jeg kun opfordre forældre med ADHD, autisme eller andre udfordringer i familien til at læse Jennys bog – eller at tage på et af hendes kurser. Der er rigtig meget at vinde ved at gøre det.

Samarbejdsbaseret Problemløsning
Af Jenny Bohr
ViaSystime 2011
ISBN 978-87-92711-07-06

De fandens fordomme… om ADHD

Hvad er det egentlig med de fordomme? Vi har dem alle sammen: Lyshårede kvinder er dumme, mænd med slips er magtmennesker, lærere er kaffedrikkende dovenlars’er, børn i brugt tøj kommer fra fattige familier. Kan du genkende noget? Vi ved godt det er generaliseringer og alt, alt for tit helt forkert. Men alligevel kan vi ikke slippe vores fordomme…

DR P3 har et program hver lørdag, der tager fordomme under kærlig og underholdende behandling: Fordomsfrekvensen. Sidste lørdag var emnet  ADHD og Anders Stjernholm og min kone Marianne Keis Dinsen var gæster i programmet.

Og der blev gået til den! Det var super underholdende – også for Marianne, skal jeg hilse og sige 🙂

Hør programmet på podcast, der kan downloades på hjemmesiden eller med dette direkte link til MP3 filen (højreklik og vælg “Gem som…”).

Skolestart med udviklingsforstyrrelser

I min familie er forandringer i hverdagen noget af det mest stressende vi oplever, især de uforudsete. Det kan være så lidt som at der kommer gæster på besøg eller at vi flytter på møblerne i et værelse.

Skolestarten var selvfølgelig ikke uforudset: Vi har vidst den kom gennem hele ferien og vi har holdt styr på hvornår på vores store oversigtstavle, hvor alle kan følge med i hvad der kommer til at ske hver dag. Men til gengæld markerer sommerferiens afslutning og skolestarten jo en ændring af alt: Du skal tidligt op hver dag, du skal ud af døren til tiden, du skal ind i skolen, væk hjemmefra, du skal være sammen med nogen andre. Skiftet fra ferie er 1000 små forandringer – og en del store.

Jeg synes drengene har klaret det godt i den forgangne uge, men det har været hårdt. De har været ret pressede, dog på hver deres måde. Stressreaktionerne er forskellige: En bliver aggressiv og sur, en får ondt i maven og bliver indelukket, begynder at mumle, en får tankekaos i hovedet. Vi tager det rimelig alvorligt når vi kan mærke at filmen er ved at knække. Det nytter ikke at slå det hen, som man nok gør i de fleste familier. Dét har vi prøvet – så bliver det bare værre.

Den bedste afstressning for mine børn er at blive hjemme. Så slappes der af uden krav, hygges med hunden eller kaninen. Det er det vigtigste, tror jeg. Men de bygger også lego, sorterer fodboldkort, sætter ting i orden. Meget af det de gør når de kommer sig oven på en tur op i ‘stresselevatoren’ handler om at få lave orden i noget, kan jeg se. På en eller anden måde har det en god effekt på det kaos de oplever i hovedet. Og det er jo fint.

Aksel og Molly – hun er altid klar til at trøste!

Kan Venstrefolk rumme psykisk sygdom?

Jeg blev positivt overrasket da jeg læste sundhedsminister Astrid Krags kronik om psykiatrien i Politiken forleden, for endelig har vi en sundhedsminister, der siger tingene som de er: At samfundets rummelighed er blevet reduceret de sidste mange år, både i kraft af de ting vi gør og i kraft af det syn vi har på psykisk sygdom. ”Du er din egen ulykkes smed”, siger hun og sender dermed en stikpille i retning af den liberale fløj i dansk politik.

I P1 debat forleden svarede næstformand i folketingets sundhedsudvalg Hans Andersen fra Venstre på kritikken. Jeg hørte podcasten i dag på cyklen da jeg kørte fra tandlægen i Lyngby til arbejdet på Østerbro. Og det var ærlig talt lidt sørgeligt at høre. Ikke fordi han ikke kunne forsvare sig mod Astrid Krags hakken på, hvad den tidligere regering har gjort og ikke gjort, det gjorde han faktisk udmærket, men fordi han ikke kunne stille op med hvad jeg vil kalde en liberal forståelse af psykisk sygdom. Astrid Krag tænker psykisk sygdom ind i en social(istisk) kontekst og peger på individualiseringen af samfundet som kernen i problemet – hvilket socialister faktisk har gjort gennem flere år. Så Astrid Krag er velforberedt og på hjemmebane her.

Men skal den røde fløj i dansk politik virkelig have monopol på at have en mening om psykisk sygdom, der ligger udover ”tag dig nu sammen”-tankesættet? Kan man ikke være liberal og anerkende psykisk sårbarhed og fællesskabets og samfundets ansvar for om medmennesker forbliver raske? Kan liberale politikere kun forholde sig til de samfundsøkonomiske aspekter af psykisk sygdom, men ikke til naturen i selve fænomenet: At mennesker sommetider ikke kan tage ansvar for sig selv så andre må tage over?

Noget kunne tyde på det, og jeg skal være helt ærlig: Jeg synes det er død ærgerligt. Jeg tror de gode Venstrefolk har glemt nogle vigtige værdier i deres tankegods. Jeg håber de ser problemet i øjnene og tager begavet stilling, for jeg er sikker på det vil kunne berige debatten.

Detaljen eller helheden?

Jeg elsker at fotografere. Faktisk var det min kone Marianne, der introducerede mig til fotografering som hobby, for det var en af hendes hobby’er og hun bragte et Chinon spejlrefleks kamera ind i forholdet. I løbet af nogle år havde jeg mere eller mindre annekteret det: Ikke fordi hun ikke måtte bruge det, jeg overtog bare lissom hendes hobby.

Faktisk synes jeg at det er svært at fotografere. Ikke sådan at forstå at det er svært at finde et motiv og trykke på knappen, men det er svært at tage et godt billede. Synes jeg. Og det skyldes at jeg ser detaljer, sjældent helheder. Min hjerne driller mig, synes jeg, for den viser mig ikke kompositionen. Den viser mig kun de små detaljer. Det kan være ret frustrerende ikke at se det vigtige.

Misforstå mig ikke: Det er ikke altid skidt, for det kan være detaljen, der gør det gode billede når man fanger én, der er noget særligt. Men en detalje er altid en del af en helhed, og billedet skal jo vise detaljen i helheden. Det jeg – og jada mange andre også – gør forkert igen og igen er at vi tager fotos af “noget”, og ikke får det som “noget” er en del af med i billedet. Djævlen er i detaljen, siger man. Og kvaliteten er i helheden.

Men jeg er blevet god til at fotografere ting, der bevæger sig. Racerbiler og børn, især. Det er sjovt, og der er en del teknik i det: Panorering, og den slags. Og så er der flotte detaljer på bilerne.

Dette billede er fra Copenhagen Historic Grand Prix. Bilen er en Mini Cooper og det er vores ven Per de Blancks bil. Hans liv er hans biler. Som jeg synes billedet viser, så er han på vej videre – til det næste sving, næste løb, næste udfordring.