“Stor gevinst, hvis ledige danskere får jobbene” står der på forsiden af dagens JP. Historien handler om at statskassen går glip af 5 og 6 cifrede beløb, hver gang en østeuropæer får et arbejde i stedet for en ledig dansker.
“Det er jo evident, at der ligger en uforståelig stor regning på mange, mange mio. kr., fordi danskere bliver fastholdt i offentlig forsørgelse, samtidig med at jobbene bliver besat af borgere fra andre lande.”
Ordene er administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen citeret for på samme forside.
Men så lad os da lade være! Lad os da lade være med at fastholde danskere i offentlig forsørgelse. Lad os da give dem fri! Ikke?
Det lyder som om Jørn Neergaard Larsen tænker på at det rent økonomisk sommetider ikke kan betale sig, at tage et arbejde. Vi husker alle Dovne Robert, der er velfungerende, men arbejdssky, og som føler sig i sin gode ret til at bruge systemet til at fastholde sit liv. Dovne Robert har truffet et valg.
Men Dovne Robert er en undtagelse.
Min ven Kristina var interviewet i Berlingske Tidende den 23/2. Emnet var den bekymrende udvikling med ADHD: Væksten i medicinforbruget, antallet af diagnosticerede, de store regionale forskelle i hvor mange, der diagnosticeres, om mennesker med ADHD rent faktisk får den hjælp de har brug for, og om medicinen til behandling af ADHD bliver misbrugt. Der skal jo mere kontrol med recepterne siger sundhedsstyrelsen og bedre retningslinjer for diagnosticering siger sundhedsministeren. Kristina sagde:
“[Man kan] håbe, at man også begynder at yde mere hjælp til folk med ADHD, som er over 18 år. De bliver alt for ofte overladt til sig selv og til at sidde derhjemme og rådne op”
Handler dette kun om ADHD? Nej. Jeg tror det drejer sig om mennesker med alle mulige problemer i livet – nogle af dem bare arbejdsløse! Tænk på hvor mange gange du selv eller nogen du kender har været på slankekur, men er faldet i? Tænk på, hvor mange gange er du eller nogen du kender er holdt op med at ryge, men er faldet i? Sådan er almindelige mennesker. Det kræver sommetider noget helt ekstraordinært “at tage sig sammen” og gøre det fornuftige. Og mennesker i kanten af samfundet har brug for mere hjælp end de fleste.
“Mennesker gør det godt, hvis de kan.”- Ross Greene
Disse ord betyder utrolig meget for mig og min familie, men da jeg var yngre troede jeg faktisk at jeg kunne alt – bare jeg tog mig sammen. Jeg troede at det handlede om mangel på viljestyrke når jeg ikke kunne leve op til de forventninger andre havde til mig. Jeg er blevet klogere siden.
“Mennesker gør det godt, hvis de kan. Og hvis de ikke kan, så må vi finde ud af, hvad der står i vejen, så vi kan hjælpe.”
Jeg er ikke ekspert i arbejdsmarked eller psykologi, men jeg har mødt og prøvet at hjælpe nok mennesker med problemer i livet til at vide, at selvom jeg ikke kan benægte at Dovne Robert eksisterer, så er han altså ikke typisk for kontanthjælpsmodtagere og andre udenfor eller på kanten af arbejdsmarkedet. Det typiske er at folk så utrolig gerne vil, men at de ikke kan. Der kommer noget i vejen, og meget af det handler simpelthen om at samfundet generelt er ligeglad og at ingen gider hjælpe. Helt nede på jorden: Hvornår har du sidst hørt nogen give en ven en peptalk til en jobansøgning?
Disse mennesker møder en mur af modvilje, og jeg oplever at det er den mur, der fastholder dem på kanten. Ikke manglende motivation.
Og dét er i min bevidsthed det virkelige problem: Dem på kanten er kun på “tålt ophold” i samfundet og ligesom skolerne i dag arbejder med inklusion så alle kan være helt med i fællesskabet, så skal arbejdsmarkedet også gøre det.
Og det gode budskab i dagens JP-forside er at der er penge i at gøre en indsats. Det kan ganske enkelt betale sig at investere i at få folk ind på arbejdsmarkedet. Vi skal bare huske at tage deres problemer alvorligt.
Skriv en kommentar