Nu venter vi alle på et indgreb fra folketinget i den igangværende konflikt mellem KL og lærerne. Jeg er far til skolebørn og skolebestyrelsesmedlem, så jeg er ret spændt på, hvad der kommer til at ske og hvordan vi kommer igang igen bagefter. Det bliver nok ikke business as usual lige med det første.
Der er mange dilemmaer i konflikten – langt flere end der kommer frem. Især KL er ret dårlige til at forklare, hvad det er de gerne vil opnå.
Så vidt jeg kan se handler konflikten om et opgør med traditioner. KL siger noget i retning af at de godt vil ”normalisere” lærerfaget. Ja, hvorfor ikke bare lade det genopstå som et helt almindeligt funktionærjob?
Men her er det første dilemma: Jeg ser ikke lærerfaget som et almindeligt funktionærjob. Gode lærere ser jobbet som et kald, og det gør jeg også.
Alle skolebestyrelser drømmer om mere selvbestemmelse. En tyk manual med arbejdstidsregler giver ikke selvbestemmelse og reglerne er ikke et værktøj vi kan bruge i det daglige. Så jeg er med på KL’s tanker om mere fleksibilitet og også gerne flere timer med børnene. For undervisning i dag er ikke altid noget med timelektioner.
Tykke bøger med regler står altid i vejen for innovation – har man regler skal man derfor være sikker på at de er tidssvarende og nyttige som andet end til at sikre privilegier for lærerne.
KL er dog gået for langt. Lærerne har – for at udføre kaldet – brug for rammer, hvor det ikke kun er lokale økonomiske dagsordener, der dikterer den måde de arbejder på. Det er helt ok med mig, at der er nogle rammer.
Jeg forstår også godt at lærerne er usikre på et liv uden det regelsæt de har lært at leve med. Lærere er mennesker og vi skal tage forandringerne i skridt. Ikke fordi vi har en salami vi skal have skåret op lidt ad gangen – hvis det var så enkelt burde vi selvfølgelig tage den i ét hug – men fordi vi skal være sikre på at vi ikke sætter de kvaliteter vi har over styr.
Med andre ord: Jeg håber at det kommende indgreb imødekommer lærerne. Men nu må vi se – det er en kompleks situation.
Skriv en kommentar